Narrativ tilgang

I vores arbejde tager vi afsæt i den narrative tilgang, hvor fortællinger forstås som værende identitetsskabende. Vi forstår menneskers identitet som værende hverken fast eller entydig. Gennem de fortællinger vi har om os selv, skaber vi vores identitet. Essensen i vores arbejde er derfor at skabe nye fortællinger om de unge, som indeholder nye vinkler  – fortællinger som er skabende.

I livshistoriearbejdet skabes der nye fortællinger om den unge


Livshistoriearbejdet er en fast del af vores tilgang, og den unge vil fra opstart til endt forløb have en ugentlig samtale med sin samtalepartner, hvor der arbejdes med livshistorien ud fra den narrative tilgang.

Sammen med samtalepartneren, opsøger den unge sin barndom og misbrugstid. Den unge fortæller om, skriver om, tager ud og besøger, fotograferer, tegner, strukturerer og danner overblik over sin egen fortid, og ender med at have en mappe med sit eget liv i ord og billeder. En proces vi mener, er altafgørende for den unges erkendelse - og dermed evne til fortsat at holde sig ude af misbruget. Det er vanerne, den sociale arv og de ”forkerte” valg der skal op til overfladen – det skal erkendes, førend behandlingen får den hensigtsmæssige effekt.

Det fælles grundlag for livshistoriearbejdet er: Bogen ”Fra fucking barndom til fed fremtid” med tilhørende arbejdsmappe. Udarbejdet og udgivet af Annette Friborg.

Vores identitet er ikke andet end skrøbelige narrativer, der kan eroderes, men også omformes og styrkes (Michael White. 2007.)